Ordet slægt kommer af plattysk Schlecht = "slægt". Ordet blev oprindeligt brugt som betegnelse for dem, som tilsammen danner en given persons familie i videste betydning. Ordet æt (oldnordisk - af eje, de som hører sammen) dækker samme betydning, men blev fortrængt i løbet af det 18. århundrede og bruges i dag sjældent.

I modsætning til kernefamilie, der betegner de allernærmeste slægtninge (mor, far, børn), og familie, der bruges om de lidt fjernere beslægtede (bedsteforældre, mostre, fastre, morbrødre, farbrødre, tanter, onkler, fætre, kusiner, børnebørn og eventuelt næstsøskendebørn), bruges slægtning om enhver person, der på nogen måde kan regnes med i kredsen (slægten).

Slægtskab

• Probanden er betegnelsen for personen selv, inden for slægtsforskning (se: proband)
  • Barn - datter, søn
    • Barnebarn
      • Oldebarn

• Bror, søster
  • Nevø (søskendes søn)
  • Niece (søskendes datter)

• Far, mor / Stedfar - stedmor. Probandens ikke-biologiske forældre (2 slægtsled)
  • Bedsteforældre (farfar, farmor, morfar, mormor) (4 slægtsled)
    • Oldeforældre (oldefar, oldemor) (8 slægtsled)
      • Tipoldeforældre (tipoldemor, tipoldefar) (16 slægtsled)
        • Tip2-oldeforældre (32 slægtsled)
          • Herefter tip3-, tip4- og så videre

• Fars og mors søskende
  • Onkel (farbror, morbror)
  • Tante (faster, moster)
    • Fætter (onkels og tantes søn)
    • Kusine (onkels og tantes datter)

Se også

• Slægt (biologi) om brugen af ordet slægt i den biologiske systematik. | Personnavn | Anetavle

Slægtsforskning