Eng er en naturtype (se også biotop), der opstår på et fugtigt areal ved årlig slåning af hø med en eventuel efterfølgende græsning. Tilsvarende begreber er kær og høslæteng.
Eng.JPG (slank plante med violet blomst bag Iris’en), Gul Iris (grågrønne, brede blade i forgrunden), Trævlekrone (lyserøde blomster) og Bidende Ranunkel (gule blomster) – samt mængder af græsser.
Klassifikation: Våd eng (Molinio-Arrhenatheretea)
Sammenlign med: Overdrev og Ellesump]]
Trods denne gunstige virkning begyndte man først højt oppe i Middelalderen at udnytte engstykkerne. Indtil da lå disse våde, ofte oversvømmede arealer hen som ellesump. Da man opdagede, at kreaturerne kunne klare sig gennem vinteren på et foder af tørrede urter, fik man sat slåning, tørring og bjergning af hø i system. Tidligere havde man benyttet tørrede grene med blade på som vinterfoder. Enkelte steder overlevede den skik helt op i det 20. århundrede, og man kan stadig se træer, mærket af løvhøst i f.eks. Bretagne, Slovakiet og Tyrkiet (se løveng), men ellers gik man systematisk over til at fodre med enghø.
I mange tilfælde satte man dyrene ud på engen, når høet var bjerget. De kunne så gå derude og æde løs af den sprøde nyopvækst til hen på efteråret. De to påvirkninger: slåning af hø og eftergræsning med kreaturer, betød efterhånden en sortering af engenes vegetation. Slåning begunstiger planter som hurtigt skyder frem igen, og græsning begunstiger dem, som dyrene undgår (se under overdrev). Den kunstigt skabte engbiotop blev efterhånden til et artsrigt sted med et stort antal lavtvoksende, blomstrende planter, og årsagen er et kulturtryk, som bl.a. består af følgende elementer:
Så længe man opretholder slåning og eventuelt også græsning, bliver engene også ved med at være enge. De betegner i virkeligheden et fastfrosset successionstrin midt mellem rå jord og ellesump. På én måde er der tale om ren natur, for engene er led i det, som er den karakteristiske danske vegetationsrækkefølge. Men på en anden måde er eng en kulturskabt naturtype, som kun kan eksistere i få år uden det kulturtryk, som skabte den.