Romerriget

**Imperium Romanorum**
**Romerriget**
Nationalt motto: Senatus Populusque Romanus;
Officielt sprog	Latin, Græsk
Hovedstad	Rom
Regering	Konstitutionelt monarki med autokratiske magtbeføjelser
Statsoverhoved	Kejser
Regeringschef	Konsuler
Rådslående organ	Romerske senat
Lovgivningsmagt	Concilium Plebis
Areal - Total	Omk. 5.9 millioner km²
Befolkning	Ca. 55-120 millioner
Etableret	2. September, 31 f.Kr.
Opløsning	4. September, 476
Første Kejser	Augustus (27 f.Kr. - 14 e.Kr.)
Sidste Kejser	Romulus Augustus (475 - 476 e.Kr.) Julius Nepos var anerkendt som "Vestromersk Kejser" indtil sin død i 480.
Efterfulgte	Romerske republik
Efterfulgtes af	Byzantiske rige, Ostrogoterriget, Tysk-romerske rige
Valuta	Aureus, Denarius, Sestertius, As
Tidszone	UTC -1 til +4

Det Romerske Kejserrige var et af de største og vigtigste af alle Antikkens storriger. Romerriget blev grundlagt af Augustus, efter han sejrede ved Søslaget ved Actium 31 f.Kr.. Riget havde en 200 års storhedstid i perioden fra år 1 e.Kr. til ca. 200 e.Kr. Efter dette blev Romerriget offer for anarki, økonomiske krise, rivaliserende generaler og invasion af germanske stammer. Disse uroligheder kulminerede i delingen af Romerriget i to dele: Det Østromerske og Vestromerske Riger i år 395. Enden på kejserriget, er ofte knyttet til det Vestromerske Riges opbrud i 476. Det Østromerske Rige, senere kaldt for det Byzantiske kejserrige forblev stabilt, og overlevede helt indtil 1453, hvor det blev erobret af Osmannerriget.

Romerriget har haft en stor indflydelse på regeringsledelse, retsvidenskab, arkitektur og på mange andre aspekter i Europa. Se f.eks.: romersk kultur, romertal, latin, Julianske kalender.

Tyskland kan ansees som arvtageren efter Romerriget. Kejseren af det Tysk-Romerske rige blev kronet som romersk kejser af Paven i Rom fra 843 indtil 1806. Tysklands våben er den romerske ørn. Men også Rusland, hvis zardømme indtil 1917 støttede sig på byzantinske traditioner, samt i perioder Frankrig (Karl den Store, Napoleon) har prøvet at opnå samme magt og status som romerne.

Periode inddeling.

Julius Cæsars diktaturregime eksisterede kun en kort periode, og han skabte ikke en decideret styreform, som andre kunne overtage efter ham. Hans grandnevø, Octavian, senere kaldt Augustus, derimod gjorde kejserstyret til en institution, som andre kunne overtage, uden militære konflikter om magten. Den første periode i kejsertiden kaldes for principatet, eller princeps, der var betegnelsen for ledende mænd under den romerske republik. Det betyd at kejserne styrede i republikkens navn. Overtagelsen foregik under store problemer, på grund af Senatets rolle som navngiver for tronfølgeren. Den næste periode, anarkiet, var præget af af blodige borgerkrige om kejsertronen. Tiden efter år 284 e.Kr. bliver kaldt for dominatet, fordi kejseren begyndte, at optræde, som en domini, herre, og kejserstyret blev ikke længere skjult bag republikkens facade.

Navn, titler, betydninger og moderne oversættelser

Man må drage til forsigtighed ved oversættelse af klassisk latin, da ordenes betydning har forandret sig med tiden. Navnet Cæsar var i sin oprindelige form et familienavn. Octavian arvede sit navn fra sin adoptivfar, Julius Cæsar. Det skete i leddet for at sikre sin personlige anseelse. Denne trend forsatte med Octavians arvtagere, og navnet Cæsar ændrede sig til at være en titel, svarende til nutidens kejser. Dermed blev Octavian i antikken også kendt som Romerrigets første kejser, og anerkendt som den «anden» Cæsar. Senere er titlen omgjort til Kaiser på tysk og Tsar på russisk. Navnet Augustus, var en titlen Senatet tildelte Octavian, siden har denne titlen brugt, som værende personnavn for Octavian, mens det i Antikken ikke var et navn som blev brugt. Titlen blev adopteret af fremtidige kejsere. Så kejseren hed Augustus, mens tronfølgeren fik titlen Cæsar. Imperator var oprindeligt en titel, der blev givet til sejrende militære kommandanter. Denne titel tog kejserne også til sig, og udviklede senere sig til den engelske betegnelse Emperor. Imperium betød magt i Antikkens Rom, senere blev ordet til det engelske Empire. Imperium var et ord, der blev brugt under republikken, og havde egentligt ingen kejserlig betydning.

Ekspansion, geografi og grænseland

Romerrigets territorielle højdepunkt, under Trajan, strakte riget sig fra Den iberiske Halvø og De britiske øer i vest, til Mesopotamien i øst. Riget kontrollerede det største landområde i Antikken. Romerriget styrede også områderne rundt om Middelhavet, som romerne ironisk nok kaldte for Mare Nostrum, vores hav. Middelhavsområderne udgjorde majoriteten af Romerriget og de rigeste af de romerske provinser, kendt for deres tempereret klima, der var ideelt for landbrug.

Selvom Romerrigets territorium varierede, forblev hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af disse grænser var baseret på naturlige områder, såsom floder eller bakkede terræn, der let kunne forsvares, af de stationeret romerske legioner, mod invaderende stammer. Disse grænser blev af romerne kaldt for Limes Romanus. I provinsen Britannia var Hadrians mur limes mod caledonerne i det nuværende Skotland. I provinsen Germania Supior og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig, beskyttede Limes Germanicus, området ved floderne Donau og Rhinen, mod de germanske stammer. De Nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, nemlig den store Sahara-ørken. Denne var en utrolig uoverstigelig grænse for invasioner fra afrikanske stammer. Men i Mellemøsten manglede der en naturlig grænse, og det var her Roms største fjende, Partherriget og sassaniderne

Romerne og Partherriget havde mange stridspunkter om Armenien. Romerne sejrede mest over partherne, men blev forhindret i fuldstændigt herredømme over området, fordi Partherriget var for langt stort. Partherne kunne bare trække sig længere tilbage mod øst, reorganisere sig, og sætte et nyt angreb ind mod romerne.

Institutioner og administration

Styreformen i Romerriget var diktatur, hvor statsoverhovedet var kejseren. I begyndelsen af kejserperioden var styret kendt som principatet. En styringsform, der voksede ud af senrepublikken. Provinserne og byerne var stort set afhængige under principatet, og kejserriget var generelt decentraliseret. I den næste periode, anarkiet og krisen i det tredje århundrede e.Kr., begyndte kejseren at tilegne sig større magt, og byerne begyndte at miste sin uafhængighed, stor set på grund af fraflytning til landet.

Den første kejser, Augustus, navngav sin stilling som princeps (primus inter pares), først blandt ligemænd, i senatet. Dette var en illusion om, at republikken forsat fungerede, men reelt lå alt magt hos den romerske hær, som kejseren havd absolut kontrol over. Princepstitlen var for Augustus en måde og vinder gunsten fra senatet, og forhindre han mødte samme sæbne som sin grandonkel, Julius Cæsar. Romerrigets sikkerhed lå i hænderne på legionerne, og det var her Augustus' magtbase lå. hæren var en kostbar instutition, så meget af statsadministrationens opgave lå i at beskatte befolkningen for at dække udgifterne til militæret. De mest succesrige kejsere var de som klarede at opretholde loyaliteten og diciplinen hos legionærne. De dårligere kejsere måtte bestikke hæren for at opretholde deres magt, men dette viste sig ofre, som en ringe garanti.

Enden på principatet var ganske enkelt enden på republikken, da kejserens generaler opnåede personlige bånd og loyalitet blandt sine tropper, noget de mest ambitiøse udnyttede. Styreformen forandrede sig til dominatet. Denne nye styreform voksede ud af krisen i det tredje århundrede, og specielt borgerkrigene kendetegner krisen. Kejserene i denne periode var mest generaler, der kom til magten ved hjælp af krigsføresel og kupforsøg.

I teorien måtte senatet vælge den nye kejsere, i praksis var arvefølgen dynastisl, de mandelige arvinger blev valgt som kejser. Bar det Nervan-antoninske dynasti var en undtagelse, da arvingerne ikke var biologiske, men adopteret sønner. Dette kunne komme af, t der var mangel på mandlige arvinger, men det kan også være kejserne valgte arvinger, de mente ville gøre et bedre arbejde for Romerriget. Resultatet blev imidlertid, De fem store Kejsere, og Romerrigets primære storhedstid. Ironiks nok endte denne stabile periode, med at den såkaldte kejser valgte sin søn som arving, som så førte til borgerkrig. Under disse borgerkrige var det den stærkeste som ville have kontrollen, og ofte var det flere kejser, som krævede deres plads på tronen i Rom. Dynastierne i Romerriget endte i stadigvæk op i interne stridigheder, da mægtige generaler kæmpede om magten.

Statsstyringen forandrede sig udover kejserriget. I starten var meget af arbejdet udført af de samme magistrater i republikken. Men som tiden gik blev ansvaret lagt over til frigivet slaver, specielt under kejser Claudius. Statsmagten blev langsomt, men sikkert centraliteret gennem Romerrigets historie. Til at begynde med, i republikken, styrede byerne og provinserne sig selv. Et af hovedaspekterne med Pax Romana, den romerske fred, var at de fleste byer i Romerriget sjældent fik besøg af hæren. I kejsertiden begyndte befolkningerne at flytte fra byerne til landet, der kendetegner senatikken. Dettte, i tillæg til den stadig stærkere og mere centraliceret kejsermagt, førte til at byerne mistede deres selvstyre. Fraflytningen fra byerne havde mange årsager, men en af hovedårsagerne var den øget lovløshed, som hjemsøgte kejserriget i krisetiden. Byerne blev et let bytte for barbarernes invasion, som terroren de blev udsat for deres egen hær, som skulle beskytte dem. Mange byer blev forladt. Kun kejseren og hans hær kunne opretholde stabiliteten. Det øgede behovet for militærhjælp, krævede endnu højere skatter, noget som igen krævede en stærk, centraliseret stat.

Roman Empire under Hadrian.png, der overlod de mere fjerne erobringer til Trajan.]]

Oprør, og deres politiske konsekvenser

I fredstid var det relativt let og styrer riget fra dets hovedsæde, Rom. Et eventuelt oprør var forventet, og skete ganske regelmæssigt op gennem historien: En general eller en guvernør ville oparbeide loyaliteten fra sine undersåtter gennem karisma, love, og i enkelte tilfælde bestikkelser. Legionene var spredt rundt om i riget. Af den grund havde oprørslederen normalt en eller to legioner under sig. Der ville blive tilkaldt lokale legioner, og oprøerne ville blive kunst. Hvis ikke kejseren var svag, inkompetent eller hadet, ville disse oprørere være lokale og isoleret hændelser.

I krigstiden kunne en general have flere legioner under sig. Af den grund var det vanligt, at kejseren, af paranoide årsager, og holde nogle af generalens familiemedlemmer som gidsler, for at undgå at general skulle rejse en oprørsk hær. Under Det store jødiske oprør i år 66 holdte kejser Nero, Vespasians søn, Domitian, og hans svigersøn, Quintus Petillius Cerialis, som gidsler, for at sikre Vespasians loyalitet. Ironisk nok endte Neros regeringstid med et oprør fra prætorianergarden, som var blevet bestukket af generalen Galba

Prætorianergarden var et vigtigt magtmiddel under kejsertiden. Dens loyalitet blev ofte købtm og de blev mere grådig. Legionerne ved grænserne fuglte livgardens eksempel, og blev derfor vigtige aktører i borgerkrigene. Dette var en farlig udvikling som svækkede hele den romerske armé.

En af hovedfjenderne i vest var de barbariske stammer på den anden side af Rhinen og Donau. Octavian havde prøvet at besejre disse stammer, men måtte lide et fatalt nederlag i Teutoburg-skoven i år 9. De germanske stammer udgjorde en stor trussel, men de var for splittet og muligheden for interne magtkampe tog det meste af deres tid. I øst var hovedfjenden Partherriget, et rige der prøvede flere fatale invasioner af Romerriget, men hver gang slået tilbage.

Under borgerkrigene udnyttede Roms fjender muligheden til at invadere de romerske provinser. De to fronter øst og vest, blev politisk vigtige på grund af legionerne, som var stationeret der. Lokale ledere startede oprør, der til slut kulminerede til større krige. Romerriget havde få problemer med at kontrollere den vestlige grænse. Presset fra begge fronter, derimod skabte problemer. Hvis kejseren befandt sig i øst var der store muligheder for en general at gøre oprør i vest, og modsat. Kejseren måtte befinde sig i nærheden af tropperne, for at få den mest mulige kontrol, og begrund af rigets enorme størrelse, var det umuligt for en kejser at befinde sig nær to fronter samtidig. Dette var et stort problem for mange kejsere, og en kilde til mange kriser i løbet af kejsertiden.

Økonomi

Solidus-Constantius Gallus-thessalonica RIC 149.jpg Republikkens erobringer frem til Agustus regeringstid havde skabte et stort indre marked, der omfattede hele Middelhavsområdet, Vesteuropa, og rigets grænseområder. De økonomiske forhold, særligt de som omhandlede landbruget, varierede meget mellem de varme og tørre områder i Nordafrika og Arabien, og de mere frugtbare og fugtige provinser, Britannia, Gallien og Balkan. Middelhavet og de store floder, Rhinen, Rhône og Donau fungerede som handelsruter. Romerne byggede også et vidtstrakt og velbygget vejnet, både til militær og civil brug. Dette vejnet strækte sig endda over de store bjergegne, som Pynæerne og Alperne, og bidrog til effektiveringen af handel over længere afstande.

Bærebjælken i den romerske økonomi var alle dens byer, som var centrum for al industriel produktion, handel og forbrug. Selvom alt handel og produktion foregik i byerne, var der landbefolkningen, som var størst, og landbruget var den dominerende sektor i økonomien. De største centre i Romerriget, var selve Rom, Alexandria, Antiokia, Karthago, Efesos og i sen antikken Konstantinopel, alle med et indbyggertal mellem 100 000 og 1 million. Frem til det tredje århundrede var de politisk-økonomiske forhold gunstige. Riget var forenet i et valutaområde. Frem til krisen i det tredje århundrede var der, bortset fra grænsekonflikter og lokale oprør, næsten universel fred i riget, også kaldet for Pax Romana. De store hærstyrker, der var stationeret langts grænserne, var det med til at muliggøre og give et trygt miljø for produktionen i provinserne. Mod slutningen af det andet århundrede øgede pressede mod grænserne, med dette pres kom et behov for flere soldater i legionerne. Dette fik meget at sige for rigets økonomi, da kejserne blev nødt til at øge skatterne proportionalt for at følge udviklingen med rekrutteringen. Efter år 235 var den økonomiske krise, kombineret med den militære, i færd med at føre Romerriget mod randen af sammenbrud. Under det severanske dynasti begyndte skattepresset at øge. Mangelen på arbejdskraft, der kom af krigene og alle pestene, bidrog også til nedgang og krise. Hvor alvorlige disse tilstande var, er vanskelig at sige, da der forligger få pålidelige kilder fra denne periode.

Provinserne ved Rhinen blev hårdest ramt af krisen i det tredje århundrede. De blev ofre for germanske invasioner og et voksende gallisk rige. Andre regioner, som Ægypten og Britannia, blev i mindre grad kriseramt. Mod slutningen af det tredje århundrede fik Romerriget en høj inflation, da den menige befolkning i større grad mistede tilliden til det allerede reduceret pengesystem. Priserne røg op over store dele af riget.

Religion

I republikkens tid, blev religionen organiseret under et strengt system af præstekontor, der blev ledt af Pontifex maximus, ypperstepræsten.

Den stadigvæk større kontakt med grækerne, gjorde at de romerske gudere, mere blev forbundet med de græske gudere. Jupiter blev opfattet som samme guddommelighed som Zeus. Mars blev set som Ares, og Neptun med [[Poseidon. I det første århundrede f.Kr. førte den stadige assimilasion med græsk mytologi til en nedgang i de roemrske religiøse ritualer, selv om deres politiske karakter blev relativt vedligholdt. Under kejsertiden blev religionen mere og mere knyttet til kejserens karakter og mange kejsere blev guddommeligtgjort efter dennes død.

Under Romerriget blev flere udenlandske kulte populære, som dyrkningen af den ægyptiske gudinde Isis og den persiske Mithras. I det andet århundrede e.Kr. begyndte kristendommen at sprede sig i Romerriget, og denne blev officielt religion i Romerriget under Konstantin den Store omkring år 330. Forbudet mod dyrkelse af andre religioner end kristendommen i 391 af kejseren Theodosius

Historie

Se også

Eksterne henvisninger

Romerriget

Tidslinje

• 753 f.Kr. – Ifølge de romerske legender grundlægges byen Rom i dette år af de ulve-opfostrede tvillingebrødre Romulus og Remus. Det var dengang et kongedømme.

• 509 f.Kr. – Republikkens indførelse.

• 264 f.Kr. – Første Puniske Krig (264-241 f.kr.). Rom i krig mod Cathargo om Sicilien. Rom vinder.

• 218 f.Kr. – Anden Puniske Krig (281-202 f.kr.). Rom i krig mod Hannibal om Sicilien. Rom vinder igen.

• 149 f.Kr. – Tredje Puniske Krig (149-146 f.kr.). Rom mod Cathargo og Nordafrika. Rom vinder endnu en gang.

• 107 f.Kr. – Marius indfører den nye hær-reform. Marius var romersk konsul og indførte løn til soldaterne.

• 102/100 f.Kr. – Julius Cæsar bliver født.

• 91 f.Kr. – Forbundsfællekrigen.

• 69 f.Kr. – Ved sin tantes begravelse proklamerer Julius Cæsar at han er efterkommer af Æneas og dermed Venus.

• 59 f.Kr. – Julius Cæsar bliver konsul. Det første triumvirat blev året før dannet af Cæsar, Crasus og Pompeius.

• 58-49 f.Kr. – Cæsars udstationering i Gallien.

• 49 f.Kr. – Cæsar tager til Rom og udkæmper en krig mod Pompeius. Pompeius flygter til Ægypten, men bliver dræbt der.

• 46 f.Kr. – Cæsar bliver gjort til diktator i foreløbig ti år.

• 44 f.Kr. – Cæsar bliver gjort til diktator for livstid og bliver kaldt ”Roms Landsfader”. 15. marts bliver Cæsar dræbt af senatsmedlemmer. Cæsars nieces søn, Octavian, arver Cæsars formue. Octavian og Marcus Antonius fører nu krig mod hinanden om magten i Rom, men de to slår sig senere sammen for at hævne Julius Cæsar.

• 43 f.Kr. – Et nyt triumvirat dannes af Octavian og Markus Antonius.

• 42 f.Kr. – Cæsars mordere bliver dræbt og nu starter Octavian og Antonius krig mod hinanden igen. Antonius og Cleopatra finder sammen.

• 31 f.Kr. – Slaget ved Aktium. Antonius og Cleopatra begår begge selvmord. Octavian skifter navn til det mere kendte navn Augustus, ”Den Ophøjede”, og bliver den første rigtige romerske kejser.

• 27 f.Kr. – Det Julisk-Claudiske dynasti.

• 30 – Ægypten lægges under Rom.

• 64 – Roms brand. Jøder og kristne forfølges og gøres til martyrer.

• 69 – Det Flaviske dynasti.

• 364 – Valentinians dynasti.

• 395 – Romerriget deles i Vest- og Østromerriget. Mens Vestromerriget herfra begynder at svækkes og indskrænkes vokser Østromerriget. De to hovedstæder er fra nu af byen Rom i vest og Konstantinopel i øst efter Konstantin den Store.

• 476 – Det Vestromerske Rige opløses.

• 1453 - Det Byzantiske Rige går til grunde.

Gourt Home::Gourt :: Romerriget