article

Da Christian 4. omkring 1620 byggede Regensen i København, indrettedes der i en af fløjene en kirkesal for studenternes andagtsøvelser. Salen blev kendt som Regenskirken.

Først efter kongens død, i 1656, blev Trinitatis Kirke på den modsatte side af Købmagergade indviet. Den skulle anvendes, ikke som sognekirke, men som universitets- og studenterkirke, og i denne egenskab overtog den den gamle regenskirkes funktion. Af samme grund blev kirken, i stedet for det for menigmand vanskeligt gennemskuelige navn "Trinitatis" oftere kaldt Regenskirken.

Den gamle sal overgik til andet brug (auditorium og læsestue). Men som det kan gå i sådanne tilfælde, klæbede det gamle navn ved salen, og resultatet var at betegnelsen "Regenskirken" i lang tid blev brugt i to forskellige betydninger.

At N.F.S. Grundtvig i 1810 holdt sin berømte dimisprædiken i "Regenskirken" er alle enige om. Men til trods for alle anstrengelser synes det endnu uopklaret om Grundtvig ved denne lejlighed prædikede i den gamle sal på Regensen eller i Trinitatis Kirke.

(I øvrigt blev, efter Vor Frue Kirkes ødelæggelse i 1807, Trinitatis Kirke benyttet også af Frue Menighed.)

Kirker i Københavns Stift | Kirker i Københavns Amt

 

This article is licensed under the GNU Free Documentation License. It uses material from the "Regenskirken".

Home Pageartsbusinesscomputersgameshealthhospitalshomekids & teensnewsphysiciansrecreationreferenceregionalscienceshoppingsocietysportsworld