ArmadillidiumVulgare.jpg Organismer kaldes nedbrydere, når de skaffer sig stof og energi ved at æde dødt, organisk materiale. Langt de fleste nedbrydere lever i de øverste jordlag, hvor forholdene er gunstige for dem: her findes det stof, de skal leve af, og her er der er godt miljø med tilstrækkelig ilt og vand.

Nedbryderne danner deres egne, komplicerede nedbrydernet, som bygger på energi og stof i den førne, der lander på jorden. Disse net er kun kendt i de allermest grove træk, og forskningen afslører hele tiden nye, spændende detaljer om dem. Detaljer, som ofte har væsentlig betydning for tilværelsen oven på jorden.

Blot to eksempler:

1. John Klironomos og hans medarbejdere afslørede, at sammensætningen af nedbrydersamfundet i jorden har bestemmende indflydelse på plantesamfundet over jorden. En dominerende bestand af bakterier begunstiger det åbne lands urtevegetation (eng, overdrev, mark), mens en dominerende svampebestand fremmer vækst og trivsel hos træagtige planter (hede, skov).
2. Elaine Ingham og andre forskere har vist, at balancen mellem bakterier og svampe bestemmes af følgende faktorer: sammensætningen af førnen (fødeudbuddet), af pH i jorden og af rovdyrbestanden. Det sidste var helt overset, men nu er man klar over, at bakterieædende amøber og svampeædende nematoder kan holde deres fødeorganismer nede i en grad, så det hæmmer omsætningen af førnen.

Disse grupper af organismer er afgørende for nedbrydningen af organisk stof:^*

Det er velkendt, at bakteriel nedbrydning foregår ca. 10 gange hurtigere end svampeomsætning. Bakteriel nedbrydning får man, når førnen er rig på sukker, stivelse og protein, og når den er fattig på hæmmende stoffer som fenoler, terpener eller tanniner. Svampene overtager nedbrydningen, når disse forhold ikke er til stede. Dvs. når førnen er fattig på hurtigt nedbrydelige stoffer, men omvendt er rig på hæmmende stoffer. Det betyder i grove træk, at bakterier er bedst til at omsætte dyrerester og urteagtigt plantemateriale, mens svampene er bedst, når det drejer sig om træagtigt materiale. Når man holder det sammen med Klironomos opdagelse, så fremgår det, at samspillet mellem nedbryderfloraen og områdets plantesamfund er selvforstærkende, at det er i homøostase.
En plante indeholder følgende stofgrupper: næringstoffer, kulhydrater, lignin, proteiner og fedtstoffer, der alle bliver til CO₂, vand og mineralske stoffer. Desuden bliver store dele af dem oplagret i form af humus. Under hele processen frigives energi i form af varme (se respiration).

Der er en række forhold, som skal være gunstige, for at nedbrydningen kan foregå effektivt:

• adgang til egnet, dødt materiale (førne)
• lavt C/N-forhold i materialet
• lavt indhold af hæmmende stoffer i materialet
• neutralt eller svagt basisk pH
• uhindret adgang til ilt
• konstant fugtighed
• varme (ikke under 5 grader C.)
• passende sammensætning af nedbryderfloraen
• passende sammensætning af højere dyr

Denne viden om nedbryderne kan bruges praktisk.

1. Hæmmende - i vores bestræbelser på at gøre fødemidler holdbare (se konservering af fødevarer).
2. Fremmende - i vores indsatser for at lave en effektiv nedbrydning af haveaffald (se kompostering).

Nedbrydergrupper

• Amøber (ca. 8.000 millioner pr. m² jord)
• Bakterier
• Bænkebidere
• Enkytræ (ca. 17.000 pr. m² jord)
• Insekter
• Mider (ca. 48.000 pr. m² jord)
• Nematoder (ca. 4 millioner pr. m² jord)
• Regnorme (ca. 200 pr. m² jord)
• Skolopendere
• Svampe
• Tusindben
• Urinsekter (ca. 50.000 pr. m² jord)

Se også

• Økologi

Eksterne henvisninger

• Lang og grundig, men lidt rodet artikel fra Elaine Ingham
• Fransksprogede dokumenter om jordbundsforhold, der blev diskuteret på en konference i Canada

Litteratur

• Heinrich & Hergt, Munksgaards Økologiatlas ISBN 87-16-107756
• Gisi, Bodenökologie ISBN 3-13-747201-6

Økologi