Knud den Store (Knud 2.) (ca. 995-1035), søn af Svend Tveskæg, konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-35.

Efter Svend Tveskægs død blev Knud af den danske hær valgt til konge i England. Man ved ikke hvorfra Saxo har sine oplysninger om at Harald 2. blev valgt til Danmarks konge, efter Svends død.

Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige dansker, og sendte i stedet bud til ekskong Ethelred som var i landflygtighed i Normandiet. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.

Her afviste kong Harald Svendssøn efter sigende at dele magten med sin lillebror, men han skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå igen med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle Danelagen, kongehyldede ham, men da Ethelred døde i foråret 1016 gjorde hans (Ethelreds) søn Edmund Jernside krav på kongemagten.

De to stredes i månedsvis, men efter et blodigt slag i oktober 1016 mødtes Edmund og Knud på en ø i floden Severn og aftalte at dele riget imellem sig. Knud, der stod som sejrherre, fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændende Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke Emma, formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.

Samme år delte Knud England ind i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyrlig sum af £82.500. Samme år døde broderen Harald, og Knud rejste til Danmark, vistnok først det følgende år, og modtog den danske krone.

Knud erobrede Norge i 1028, og indsatte sin lille søn Svend og elskerinden Ælfgifu som regenter, men et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.

Knud den Store døde i Shaftesbury i Dorset d. 12. november 1035. Ifølge samtidige kilder var han "fyrre år gammel", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Han må altså have været født i 995 eller 996. Hans tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, var egentlig "Knud den Rige", dvs "den mægtige". De fleste kender sikkert historien om kongen der satte sig i vandkanten og forbød bølgerne at skylle over hans fødder, men mange misforstår historien og tror at den skal illustrere kongens selvglæde eller ligefrem vanvid. I virkeligheden fortælles det (med eller uden historisk baggrund) at Knud den Store med denne demonstration ville vise sine smiskende hoffolk at kun én, nemlig Gud, er almægtig, og selv ikke den mægtigste konge kan kommandere over elementerne. Historien er muligvis opstået som ren kirkelig propaganda.

Knud blev efterfulgt af sønnen Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England.

Cnut 1014 1035.jpg

Danske regenter | Danskere fra før år 1500 | Vikingetid

Knut der Große | Canute the Great | Canuto II de Dinamarca | Knut Suur | Knuut Suuri | Knut II de Danemark | קאנוט הגדול | クヌーズ1世 (デンマーク王) | 크누트 대왕 | Knoet de Grote | Knut den mektige | Knut II av Danmark | Kanut Wielki | Canuto, o Grande | Кнуд Великий | Knut den store | Канут Великий