Kaukasus

Kaukasus (russisk Кавказ (Kavkaz), tyrkisk Kafkas) er et 1100 km langt og 180 km bredt system af bjergkæder mellem det Sorte Hav og det Kaspiske Hav. Den største højde nås i den nordlige kæde med toppen af Elbrus, som er 5642 m over havet. Kaukasus’ topografi omfatter også mere end 1.000 gletschere. Begge bjergkæder er dannet ved samme tektoniske forskydning, som skabte Alperne for ca. 25 millioner år siden. Området er stadig geologisk ustabilt, hvad de mange jordskælv vidner om.

Topografi

Mod nord er bjergenes struktur nærmest trinagtig i modsætning til det stejle fald på sydsiden. Nedbøren svinger mellem 150 millimeter om året i sydøst og mere end 4.000 millimeter om året langs kysten af Sortehavet. Mod vest er bjergene dækket af tæt skov (op til 1500 m over havet er det løvskov, mens det er nåleskov og sætere oven over denne højde). Mod øst er bjergene skovløse eller dækket af en meget åben skovsteppe. Den nordlige kæde danner det såkaldte Store Kaukasus. Nordskråningerne af Store Kaukasus har græssteppe skiftende til halvørken og rigtig ørken mod øst. På den transkaukasiske højslette mellem Store og Lille Kaukasus finder man sumpskove, stepper og skovstepper, der efterhånden går over i halv- og helørkener ved det Kaspiske Hav. Ca. 100 km syd for Store Kaukasus ligger Lille Kaukasus, der strækker sig fra Tyrkiet gennem Armenien til Azerbaijan. billede:VittfarneGeorgien 155.jpg| billede:Kaukasus.jpg| billede:Albours.jpg billede:Chechenya gorge.jpg

Historie

Det er uafklaret, om Kaukasus skal anses som Europas grænse mod Asien. Oldtidens grækere anså det for en given sag, men senere er grænsen blevet forskudt flere gange. Vandskellet langs den nordlige kæde danner grænse mellem Rusland på den ene side og Georgien og Azerbaijan på den anden. I de sydlige bjerge (Transkaukasien) ligger desuden Armenien. Kaukasus har været skueplads for etniske kampe og har været kastebold mellem stormagterne. I det 19. århundrede lykkedes det det russiske kejserrige at bringe ro i bjergene efter en mere end 60 år lang krig mod bjergfolkene. Der går endnu sagn om modstanden i Tjetjenien under ledelse af imam Jamil.

Kaukasisk-vegetation.JPG

Økologiske vilkår

De blandede løvskove i Kaukasus er en enestående økoregion på grund af nogle helt specielle forhold i forhistorien. De otte økoregioner, som mødes her, er meget forskelligartede med hensyn til klimaforhold og artssammensætning. Dertil kommer, at området er delvis sammenfaldende med det pontiske refugium for tertiærfloraen. Det er det vigtigste refugie- og reliktområde for de nordligt-tertiære skove i det vestlige Eurasien. Dette er det eneste sted, hvor varmt-tempererede skove har eksisteret uden afbrydelse siden tertiærtiden (dvs. før istiderne). Selv i dag findes mange reliktarter som dominerende eller meddominerende i en række plantesamfund. Det drejer sig f.eks. om Pontisk Eg (Quercus pontica), Zelkova (Zelkova carpinifolia), Rhododendron-arter (Rhododendron ponticum, Rh. smirnowii, Rh.luteum), Laurbær-Kirsebær (Prunus laurocerasus)) og Pontisk Kristtorn (Ilex colchica)).

Fauna

Bjørn (Ursus arctos)
Los (Lynx lynx)
Leopard (Panthera pardus ciscaucasica)
Ulv (Canis lupus)
Stribet Hyæne (Hyaena hyaena)
Vildsvin (Sus scrofa)
Gemse (Rupicapra rupicapra)
Stenbuk (Ovis orientalis)
Vestkaukasisk Tur (Capra caucasica)
Østkaikasisk Tur (Capra cylindricornis)
Vildged (Capra aegagrus)

Flora

Caucasus countries.png

Selvstyrende områder i Kaukasus

Abkhasien (under Georgien)
Dagestan (under Rusland)
Nagorno-Karabakh (armensktalende enklave i Aserbaidjan)
Sydossetien (under Georgien)
Nordossetien (under Rusland)
Tjetjenien (under Rusland)

Eksterne links

Litteratur

Olaf Haselhorst, Der Kaukasus als Objekt des russischen Kolonialismus in der ersten Hälfte des 19. Jahrhunderts, Hamburg 1999.

Europæiske bjerge | Asiatiske bjerge

Gourt Home::Gourt :: Kaukasus