Karolingerne

Karolingerne er en frankisk kongefamilie, hvis medlemmer først havde den faktiske magt i Frankerriget via embedet som major domus. Pippin 3. ("den lille") overtog dog den formelle kongeværdighed i 751. Familien var ved magten fra midten af det 7. århundrede til Ludvig 5. ("den dovne") døde i 987.

Højdepunktet i magt og indflydelse nåede karolingerne med Karl den Store (742/747-814), der blev kronet som den første vestromerske kejser i året 800. På det tidspunkt var der gået næsten 400 år, siden man sidst havde haft en kejser over romerrigets vestlige halvdel.

Forskellige arvedelinger og indbyrdes stridigheder mellem arvingerne fik dog Karls rige til at smuldre efter få generationer, og samtidig svækkede vikingetogter og magyarernes røveriske angreb fra øst rigets indtægter. Resultatet blev, at karolingernes prestige dalede, og i 987 overtog Hugo Capet kongemagten. Han blev grundlæggeren af den efterfølgende kongeslægt, capetingerne.

Karolingerne ved magten i Frankerriget

Svage merovingerkonger styret af major domus:

751 bliver Pippin valgt til konge:

Pippin 3., den lille 751–768
Karl 1., den store 768–814 (enehersker fra 771, kejser fra 800)
Karlmann 1. 768–771
Ludwig 1., den fromme 814–840

Deling af riget under Ludvigs sønner i 840

Lothar 1. 840–843 (indtil 855 hesker over Lorraine)
Ludwig 2., den tyske 840–843 (indtil 876 hersker over det østfrankiske rige)
Karl 2., den skaldede 840–843 (indtil 877 hersker over det vestfrankiske rige)

Med Verduntraktaten fra 843 ophører frankerriget med at eksistere.

Se også

Middelalder | Fyrstehuse

Gourt Home::Gourt :: Karolingerne

Karolingerne ved magten i Frankerriget

Se også