Freden i Kiel afslutter i 1814 Napoleonskrigene for Danmarks del. Aftalen indgås mellem Koalitionen (Østrig og andre stormagter) og Danmark-Norge, hvis konge blev tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige.

Koalitionen ville lade Danmark-Norge slippe billigt, men kronprins Karl Johan af Sverige gennemtvang krigens fortsættelse, til Kong Frederik 6. gav op og overlod ham hele Norge.

Storbritannien fik Helgoland, mens Danmark - til trøst - fik Svensk Pommern med Rügen, siden byttet med Lauenburg.

Norge anerkendte ikke Kiel-freden, men oprettede et selvstændigt rige ved Eidsvoll-forfatningen 17. maj samme år. Sverige accepterede den norske forfatning, mod at det norske Storting valgte den svenske konge til ny norsk konge i en personalunion. Denne holdt frem til 1905.

Danmark forpligtede sig til straks at bryde med Napoleon og udruste et korps på 10.000 mand til deltagelse i krigen.

En afledt effekt af afståelsen af Norge var, at de norske bilande i Nordatlanten, Færøerne, Island og Grønland kom i direkte statsretlig forbindelse med Danmark. Selv om disse lande gennem mange år var blevet administreret fra København, tilhørte de formelt Norge indtil 1814. I teorien gælder Norske Lov fra 1687 stadig på Færøerne og Island.

Danmarks historie | Fredsaftaler

Tratáu de Kiel | Frieden von Kiel | Συνθήκη του Κιέλ | Treaty of Kiel | Traktato de Kiel | Tratado de Kiel | Traité de Kiel | キール条約 | Kylio taika | Kielfreden | Kielski sporazum | Freden i Kiel