Cypern

Cypern (græsk Κύπρος (Kýpros), tyrkisk Kıbrıs; også på dansk udtalt med k-lyd, ^*, selvom stavningen er med C) er en ø i Middelhavet, 50 km syd for Tyrkiet.

Internationalt er Republikken Cypern anerkendt som hele øens retmæssige regering, men den kontrollerer kun de sydlige totredjedele af øen. I 1974 invaderede Tyrkiet Cypern og besatte den nordlige tredjedel af øen. Siden da er Nordcypern (TRNC) blevet oprettet, men denne regering anerkendes ikke af andre stater end Tyrkiet. Omvendt anerkender Tyrkiet ikke længere den græsk-cypriotiske regering på Sydøen, heller ikke som regering over den sydlige del af øen. Ved invasionen i 1974 flygtede tusindvis af grækere mod syd, og den tyrkiske hær fordrev næsten alle resterende grækere fra Nordøen. Fra Sydøen flygtede og udvandrede tilsvarende næsten hele det tyrkiske mindretal til Nordøen. Hvor både Nordøen og Sydøen således havde været 80 % græsk og 20 % tyrkisk før 1974, var øen i 1975 reelt delt i en etnisk græsk og en etnisk tyrkisk del. I daglig tale omtales de to områder derfor tit som henholdsvis "den græske" og "den tyrkiske del" af Cypern.

Siden 1977 har der været forhandlinger om at genforene øen, men uden held. Der var internationale forhåbninger om, at der ville komme et gennembrud på topmødet i København, der banede vejen for EU's udvidelse mod øst, men det blev en fiasko. Tilsyneladende var den græske Glafkos Clerides klar til at skrive under, mens den tyrkiske Rauf Denktash fik kolde fødder. Op til Cyperns optagelse i EU prøvede FN's generalsekretær Kofi Annan at få tilslutning til en ny fredsplan. "Annanplanen". I en folkeafstemning på begge dele af øen fik planen tilslutning på den tyrkiske side (64,9 % stemte "ja"), mens et stort flertal af den græske befolkning afviste planen som utilstrækkelig og stemte "nej" (75,8 %). Grækernes vigtigste indvending mod planen var, at de mente, at den ville give for få af flygtningene fra 1974 retten til at vende hjem (ca. halvdelen.) 1. maj 2004 blev Cypern officielt optaget i EU. Officielt er hele øen nu medlem af EU (da verdenssamfundet anerkender Republikken Cyperns suverænitet over hele øen). Reelt er det kun den regeringskontrollerede græske del, der er optaget, og EU-lovgivningen (det såkaldte Acquis Communautaire) bliver ikke indført på Nordøen, før der er indgået en politisk aftale om hele øens fremtid. Den manglende løsning på Cypernkonflikten anses for den vigtigste forhindring for tyrkisk medlemskab af EU. Det er fx et stort politisk problem, at Tyrkiet har indgået en toldaftale med EU, men samtidig forbyder cypriotiske fly og skibe (1/4 af EU's handelsflåde) at nærme sig Tyrkiet.

Historie

De ældste beboelser går helt tilbage til tiden 7.000 f. Kr. Bosættelserne var koncentrerer langs nord- og sydkysten. Der er fundet rester af fartøjer af sten fra denne periode samt potteskår. Senere - omkring 3000 f. Kr begyndte man at udnytte øens rige kobber ressourcer, som har givet navn til øen. Dette bragte stor velstand til øen, og man begyndte at handle især med Lilleasien, Ægypten og de omkringliggende øer. Omkring 1200 f. Kr. kom en bølge af indvandrere fra Grækenland og medbragte deres sprog, deres religion og deres kultur. De byggede bl.a. byen Paphos, som vi boede i. Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Ægypten og Persien.

Alexander den Store slår perserne, og Cypern bliver en del af hans verdensrige. Efter hans død bliver Cypern en del af det hellenistiske rige, og hovedstaden er nu Paphos.

Cypern bliver også opslugt af det romerske imperium, først som en provins under Syrien. Den utrættelige rejsende og missionær Paulus, som vi efterhånden har 'mødt' et utal af steder, kristnede øens konsul, og Cypern blev det første land med kristent styre. Hans trofaste følgesvend Barnabas vendte senere tilbage til Cypern, hvor han var født, og blev kirkens første biskop. Som så mange andre tidlige kristne led han martyrdøden og blev begravet i hemmelighed.

Efter delingen af det romerske rige bliver Cypern en del af det østromerske rige, styret fra Byzans. Konstantin den Stores moder siges at havde besøgt Cypern på rejse fra Det hellige Land med rester af Jesu kors. Hun grundlagde Stavrouni klostret. Flere jordskælv i det 4- århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget på den tid. Hovedstaden flyttede nu til Constantia. Øen var udsat for angreb både af tyrkere og sørøvere.

På vej til Jerusalem strander Løvehjerte] på Cypern, som han indtager (når han nu alligevel er her). Han gifter sig med Berengaria af Navarree i Limassol, som her bliver kronet til engelsk dronning. Richard sælger øen til Tempelridderne for 100,000 dinarer.

Også en dansk konge besøgte Cypern på den tid. Erik Ejegod (1056-1103) kom hertil på pilgrimsrejse til det hellige land sammen med sin dronning Bodil. Han døde i Paphos og blev begravet i den byzantinske domkirke. Hans dronning rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget.

Cyprus_lrg.jpg

I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombygger og befæster byerne for at kunne modstå angreb fra ottomanerne (tyrkerne). I 1570 blev Cypern dog indtaget af ^*]ne, som udryddede en stor del af øens befolkning. Ved den græske uafhængighedskrigs udbrud i 1821 blev øens ærkebiskop, 3 biskopper og hundredvis af ledere henrettet. I den periode bliver tyrkiske embedsmænd indsat i alle embeder og et stort antal købmænd og soldater flytter til øen. Nutidens tyrkisk cypriotiske indbyggere er efterkommere af dem.

Den engelske besættelse

Fra 1878-1960 er Cypern under britisk administration. Dette er et led i en handel, hvor England forpligter sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 er Cypern formelt stadig en del af det Osmanniske Rige. Dette får dog ende, da Tyrkiet deltager i 1. verdenskrig på den tyske side, og i 1925 bliver Cypern en engelsk kronkoloni. I 1954 fremsætter England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteres af den tyrkiske del af befolkningen, men er ikke tilstrækkelig for den græske, som starter en befrielseskrig, der varer i næsten 5 år. Den græske del modstandsgruppe ledes af oberst Grivas, men også tyrkerne danner en modstandsgruppe. Begge sider havde terrorgrupper, som bekæmpede ikke alene englænderne men i høj grad også hinanden. Dette førte til store modsætninger mellem grupperne.

Republikken Cypern

I 1960 bliver Cypern selvstændigt efter aftale mellem England, Grækenland og Tyrkiet. Som en del af aftalen bevarer England 2 baser på øen. Cyperns første præsident bliver ærkebiskop Makarios, som havde været den politiske leder af den græske befrielsesbevægelse. Der er imidlertid store problemer mellem de 2 store befolkningsgrupper: grækere (80%) og tyrkere (20%). I 1964 opretter FN en fredsbevarende styrke på Cypern for at forhindre episoder mellem de 2 befolkningsgrupper. I tidens løb har mange danske soldater tilbragt ½-1 år på øen som en del af UNFICYP (United Nations Forces in Cyprus), en styrke på ca. 2.000 mand.

I 1974 forsøges et kupforsøg mod Makarios, som tvinges til at søge beskyttelse på den engelske base i Akrotiri, hvorfra han via England kommer til New York. Her anmoder han FN om hjælp. Tyrkiet benytter lejligheden til at besætte ca. 1/3 af øen med 40.000 soldater. Mange familier tvinges til at flytte til 'den rigtige side' af øen. Mange ender som flygtninge. Og denne ulykkelige situation varer ved den dag i dag.

Eksterne henvisninger

Cypern | Europæiske lande | Europarådet

Gourt Home::Gourt :: Cypern

Historie

Den engelske besættelse

Republikken Cypern

Eksterne henvisninger